Biografi
Caroline Henderson er født i Stockholm og flyttede til Danmark i 1983.
Allerede som teenager sang hun i forskellige jazzbands og i 1989 slog hun igennem i Danmark, da hun sammen med Maria Bramsen dannede bandet RayDeeOh.
Karriere

Cinemataztic
I 1995 udkom Caroline Hendersons første soloalbum, Cinemataztic. Med No.8 rundede hun den ottende soloudgivelse, og nu er nummer ni, Keeper of the Flame, på vej. Blandt soloudgivelserne finder man fx. Don’t Explain og Made in Europe, der begge udkom i en lang række lande ud over Danmark, og Love or Nothin’, som vandt en Grammy ved Danish Music Awards for bedste vokalindspilning i 2007.
Caroline Henderson turnerer i både ind- og udland og har optrådt som repræsentant for Danmark ved flere officielle lejligheder, bl. a. ved Dronningens statsbesøg i Tanzania.
Keeper of the Flame udkommer d. 26. oktober 2009.
Teater, film, tv …
Caroline Henderson har ud over at tage hånd om sin musikalske karriere medvirket i flere teaterstykker og film, bl.a. i filmen Max Pinlig, i rollen som bilmekanikeren Snehvide i filmen Der var engang en dreng (som fik en lillesøster med vinger) og i den spanske Tuya siempre, der vandt tre priser ved årets Malaga Film Festival. Hun har også foldet sig ud på teaterscenen i en krævende rolle i Howard Barker-stykket Død, død, meget død under instruktion af Jacob Schokking og til stor begejstring for anmelderne samt i Peter Langdals opsætning af Don Juan på Betty Nansen Teatret. På tv har Caroline Henderson senest været vært på programrækken Midnatsjazz på DR2.
Engagementer

Økobarn.dk
Caroline Henderson siden 2002 været ambassadør for Unicef med særlig fokus på vold mod børn. Derudover er hun ambassadør for Økologisk Landsforening.