Stor Danmarksturné

27. november 2009

Caroline HendersonCaroline Henderson og hendes fantastiske band har siden udgivelsen af albummet givet to fuldstændig udsolgte release koncerter på Copenhagen Jazzhouse, hvor flere anmeldere var tilstede, og efterfølgende måtte op med femstjernede anmeldelser:

Politiken ***** ”Okay, Caroline Henderson synger jazz. Men hun er samtidig den sangerinde i Danmark, der er mest rock’n’roll.” – ”En gudbenådet verdensdame, der forekommer endeløst langt fra ’the end of my journey’, en rejse, der kan føre til hvad som helst for denne gudbenådede sangerinde.”

Gaffa ***** ”Eminent koncert af the Keeper Of The Flame og hendes sidemen.” – ”Caroline Henderson fremstod så suveræn, at man kunne spørge sig selv, om ikke det var Danmarks bedste jazzsangerinde – nogensinde – der stod dér på scenen.”

I starten af 2010 drager Caroline Henderson og hendes faste hold bestående af Nikolaj Hess (flygel), Anders AC Christensen (bas) og Jakob Høyer (trommer) landet rundt – se spillested og dato i kalenderen til venstre.

Caroline Henderson har netop udgivet sin niende soloplade, ”Keeper Of The Flame”, der tager tråden op fra hendes forrige og meget anmelderroste album, ”No. 8”, som solgte over 30.000 eksemplarer.

På “Keeper Of The Flame” fortolker Caroline Henderson en række jazzstandards af blandt andre Cole Porter, Duke Ellington og Nina Simone, som oprindeligt stod bag titelnummeret. Albummet byder også på fortolkninger af numre af blandt andre Bob Dylan, Tom Waits og PJ Harvey og et enkelt nykomponeret nummer, ”evolution”, fra Hendersons hånd.

Repertoiret er lige efter Caroline Hendersons smag, og når et så vidtspændende materiale lægges i hænderne på Caroline og nogle af landets dygtigste musikere, kommer der et ualmindelig sofistikeret og helstøbt resultat ud af det. Det er endnu engang lykkedes for Caroline Henderson og producer Anders Christensen at skabe en unik lyd, som er helt uden sammenligning.

”Fælles for teksterne på pladen er, at der er en slående aktualitet i dem,” siger Caroline Henderson. ”Noget af det, jeg holder så meget af ved jazz er netop den tidløse aktualitet, der er i sangene. Et nummer fra 40’erne kan stadig komme til at lyde, som var det skrevet i går og det er netop dét, der gør det så spændende og inspirerende at arbejde med disse klassikere. Som titelnummeret på mit nye album lægger op til, er det vigtigt at holde liv i flammen, musikken og kærligheden” siger hun.

Albummets artwork er en hyldest til de divaer, Caroline Henderson ofte selv er blevet udråbt til at være en af. En rolle, som hun har valgt at omfavne – ikke mindst i albummets fotografiske udtryk, der er lagt i Stephen Freiheits kyndige hænder.

”I stedet for at associere en diva med et ophøjet væsen, der aldrig behøver gå ned med skraldeposen, og som altid er perfekt at se på, opfatter jeg divaerne som nogle stærke, selvsikre individer, som vi moderne kvinder har meget til fælles med, og som vi kan lære meget af. De klassiske divaer som Garbo, Dietrich og Callas udstrålede alle en kvindelig råstyrke, og den kan jeg også mærke i mit liv. Jeg er ikke så nem at slippe af med,” siger hun med et smil.

Med ”Keeper Of The Flame” får Caroline Henderson atter slået fast, at hun er en af vor tids allerdygtigste og mest spændende kunstnere, når hun indfølt og dybt personligt synger sangene så smukt, at nakkehårene rejser sig.

Anmelderne skrev bl.a. om ”Keeper Of The Flame”:

Jyllands-Posten ***** ”Caroline Henderson har udgivet et af årets bedste danske album.”

Gaffa ***** ”Albummet er en perlerække af præstationer.”

Århus Stiftstidende ***** ”Caroline Henderson fører flammen videre fra sidste års vellykkede salgssucces ”No. 8” – ”En unik dansk sangerinde”

Alt For Damerne ***** ”Fabelagtigt!”